Når vi mennesker foretager en handling (som også kan være; ikke at handle!), vil det bagvedliggende motiv altid være ud fra; hvad er der i det for mig? For de fleste af os er motivet skjult, vi er os ikke bevidste om, at vi gør det ud fra hvad der tjener os selv bedst.

Et langt stykke hen af vejen er det hensigtsmæssigt, at det netop hænger sådan sammen; at vi tjener os selv først, for det er det der gør, at vi kan overleve og komme nogenlunde helskindet igennem vores liv.

Bliver én i familien psykisk syg, så er det ikke kun den enkelte der rammes, men hele familien. Alt hvad der før var normalt, bliver pludselig vendt på hovedet og intet er længere som før. Måske er det en speciel episode, måske er det et langsomt og snigende forløb, der ændrer det, som før var.

Om det er en mor, en far, en hustru, en husbond, et barn, en søster eller en bror, der rammes af en psykisk ubalance, så afstedkommer det ofte følelser af magtesløshed, frustration, hjælpeløshed og tanker hos dem, der står nær som; "Har jeg gjort noget galt?", "Kunne jeg have gjort anderledes?", "Hvorfor så jeg det ikke komme før?" osv.

Det spørgsmål stiller jeg tit mig selv. Vores samfund, vores verden og vores daglige liv, drejer sig om begreber som prestige, penge magt. Vi er først noget, når vi har et stort hus, en flot bil eller et godt betalt job - helst med en meget fin titel. Vi skal helst ikke være rengøringsassistenter, kassedamer eller skraldemænd for så er vi "tabere". Der er ingen fremtid i de job!

Men hvor ville vi være, hvis ingen tømmer vores skraldespande? Hvis ingen sidder i supermarkedet, så vi kan købe vores mad? Eller hvis der ikke kommer nogle og rydder op efter alt det rod og svineri vi mennesker laver?

Mange mennesker, langt flere end vi tror, møder et sted i deres liv, nogle forhindringer eller problemer, som ser så uoverskuelige ud, at døden er den sidste og eneste udvej.

Ofte er beslutningen overvejet gennem et stykke tid. Det er ikke bare en impulsiv handling, men en velovervejet og gennemtænkt konklusion på det problem, som har ført personen til den beslutning.

Beslutningen er taget, og nu skal det ske. I det øjeblik før det uigenkaldelige sker, sker der noget! Det kan være et billede, af nogle af de mennesker man er på vej til at forlade eller et lille lys af håb der tændes inden i. Måske er man endda kommet så langt, at man må tilkalde hjælp for at stoppe sit forsøg. I det sidste sekund før det afgørende skridt fortryder man og livet bliver valgt!

I forbindelse med ordet; Terapi, møder jeg ofte en del forudfattede meninger som måske i bund og grund er fordomme? Hvis det kommer på tale, at nogen anbefales at tage terapi høre jeg ofte sætninger som; "Jamen jeg er da ikke tosset" eller "Nej… så skal jeg til at rode i min barndom og hvad skal det til for?"

Før i tiden var det mere normalt, at det var "de tossede" der fik terapi – dengang gik man ikke så meget op i begreber som livsstil og livskvalitet. Det handlede mere om, at få hverdagen til at gå på bedste beskub og de fleste følelsesmæssige ting fejede man bare ind under gulvtæppet og talte ikke om det. Dengang var det naturligt at "hæve sig" over det.