Når vi mennesker foretager en handling (som også kan være; ikke at handle!), vil det bagvedliggende motiv altid være ud fra; hvad er der i det for mig? For de fleste af os er motivet skjult, vi er os ikke bevidste om, at vi gør det ud fra hvad der tjener os selv bedst.

Et langt stykke hen af vejen er det hensigtsmæssigt, at det netop hænger sådan sammen; at vi tjener os selv først, for det er det der gør, at vi kan overleve og komme nogenlunde helskindet igennem vores liv.

Igennem de sidste mange år er der kommet mere og mere fokus på; hvad er det bedste for mig? Og hvordan får jeg mest ud af denne situation? Personlig udvikling blomstrer som aldrig før og det enkelte menneske er kommet væsentlig mere i centrum end det var før i tiden. Og igen er det et langt stykke hen af vejen positivt. Men som det ofte er med alting, så kammer det tit over på et eller andet tidspunkt. Det der startede så godt ender ofte helt ovre i den anden grøft.

I dag begynder vi at nærme os en kultur jeg vil kalde "jeg-kulturen" eller "ego-kulturen". Vi er kommet hen et sted hvor vi er blevet meget mere bevidste om, at vi selv skal have noget brugbart ud af det vi gør og ikke gør. Jeget er i den grad kommet i centrum. Det betyder, at vi skifter job hurtigere og oftere end før og i dag er det næsten mere almindeligt, at være skilsmisse barn end at vokse op med begge sine biologiske forældre.

Vores evne til at indgå kompromis er reduceret og vi er ikke længere villige til at "være i noget" hvis ikke der er tilstrækkeligt i det for os selv. Og igen, igen er det jo en god ting, at vi ikke går på køb med os selv. Men samtidig risikerer vi også, som mennesker, at gøre os selv til en "øde ø", forstået på den måde, at "bliver det ikke lige som jeg vil, så går jeg bare min vej og passer mig selv"– og derved kommer ensomheden – jeg er en øde ø.

I mit arbejde som terapeut møder jeg ofte mennesker, som ikke længere kan føle – hverken sig selv eller andre. De udtaler ofte, at de ikke kan mærke at de lever og livet føles meget gråt og trist. Det er mennesker som ikke længere har den store sociale kontakt, mennesker som er blevet til en øde ø.

At være i samvær med andre betyder, at vi indgår i et samspil hvor vi dels kan mærke de andre, men i højeste grad også os selv. Bliver jeg f.eks. vred på én, så kan jeg i den grad mærke at jeg "lever". Blodet bruser i min åre, mit ansigt farves rødt og hele mit indre er oppe og køre. Bliver jeg glad sammen med en anden kan jeg også mærke, at jeg lever. Nu bobler det rundt i min krop og jeg griner – måske så meget at tåren løber ned af min kind. Havde jeg ikke været sammen med disse to andre, den der gjorde mig vred og den der gjorde mig glad, havde jeg ikke haft oplevelse af at være i live på den måde.

Møder jeg f.eks. en konflikt i mit liv (f.eks. på min arbejdsplads) så kan jeg enten vælge at gå, eller jeg kan vælge at tage udfordringen op. Tager jeg udfordringen op bliver jeg ofte "tvunget" til at komme dybere ind i mig selv dels for at kunne finde de sider der vil gøre mig i stand til dels at løse konflikten, men også indgå et eventuelt kompromis. Ved at "blive" har jeg altså muligheden for at lære mig selv endnu bedre at kende. Vælger jeg "den øde ø" form har jeg frataget mig selv de muligheder.

Det er i samværet med andre, at jeg så at sige kan se mig selv i spejlet og se og mærke at jeg lever. Det er igennem "de andre" der opstår en mening med mig og mit liv. Igennem "de andre" bliver jeg givet muligheden at udvikle og udfolde mig endnu mere.